Psykoterapi

Jeg tilbyder psykoterapi til en bred vifte af problemstillinger som angst, depression, sociale - og eksistentielle vanskeligheder, krise og sorg, samt psykiatriske problemstillinger. Fra mit arbejde i psykiatrien er jeg specialiseret inden for behandling af personlighedsforstyrrelser. Min tilgang til det psykoterapeutiske arbejde er grundlæggende psykodynamisk, men jeg bruger gerne andre psykoterapeutiske metoder, f.eks. compassion fokuseret terapi og andre kognitive metoder som eksponering ved angst. Jeg bestræber mig på at tilpasse behandlingen efter den enkeltes behov. Ligeledes har jeg til hensigt at arbejde med den terapeutiske relation i længerevarende psykoterapeutiske forløb.

Diagnostisk udredning

Jeg har mangeårig erfaring og kompetence indenfor udredning og psykologiske undersøgelser. Som specialpsykolog har jeg netop mulighed for at stille diagnoser. Jeg udreder bredt i forhold til psykiatriske problemstillinger, herunder personlighedsmæssige og begavelsesmæssige udfordringer. En psykologisk undersøgelse indeholder f.eks. et klinisk interview, psykologisk testning, en diagnostisk vurdering samt anbefalinger. Jeg anvender vurderingsredskaber, kognitive og personlighedstest samt forskellige interviews.

Supervision

Jeg tilbyder supervision af psykologer og sundhedsfagligt personale, der arbejder med bl.a. behandling eller diagnostisk udredning. Supervisionen kan foregå individuel eller i gruppe. Jeg har erfaring med supervision i psykiatrien for både psykologer og tværfagligt personale i ambulant- og sengepsykiatrien. Desuden har jeg erfaring med supervision fra en behandlingsinstitution, hvor der deltog pædagoger, lærere og ufaglært personale.

Undervisning

Der tilbydes undervisning om særligt personlighedsforstyrrelser og relateret hertil mentaliseringsbaseret psykoterapi. Desuden kan der aftales undervisning indenfor andre områder af psykologiske og psykiatriske problemstillinger.